Dansk prins bliver statsstøttet våbenpusher 
Prins Joachim er blevet
udnævnt til forsvarsattaché i Paris. Hermed kommer det danske kongehus med i en
skandaleramt gruppe af kronede hoveder, der sælger våben på fædrelandets vegne. Forsvarsministeriet
omtaler derfor prinsens nye funktion ret floromvundent, med at Joakim fra september skal "
forstærke samarbejdet på det sikkerhedspolitiske område med Frankrig".
Danmarks militære
støtte til Frankrigs fortsatte
kolonikrige er kun en del af dette job. Udenrigsministeriet
forklarer nemlig i deres mere omhyggelige
stillingsbeskrivelse, at danske forsvarsattachéer i Frankrig også skal yde "
støtte til danske forsvarsvirksomheder, der ønsker at komme ind på det franske marked". Spørgsmålet er selvfølgelig i hvor høj grad Joachims
nye dobbeltrolle, oven i at være begunstiget prins, vil blive søgt holdt adskilt fra forsvarsattachéens job med at
støtte op bag det private erhvervslivs mest skamløse producenter -
våbenpusherne.
Det virker dog sandsynligt, at prinsetitlens muligheder for generel
reklame for danske våben vil blive brugt, så prinsen kommer til at optræde under Dannebrog på Frankrigs gigantiske våbenmesser, "
såsom EuroSatory, EuroNaval og Paris Air Show", som det klart uddybes i jobbeskrivelsen. Prins Joachim har en langvarig uddannelse indenfor militæret, og var blevet tildelt graden oberst af reserven, men bliver til den nye stilling ophøjet til
brigadegeneral.
Stillingen er formelt ulønnet, for Kongehuset
forventer at Joakim fortsat vil modtage sin kongelige
bonus på 3,6 millioner kroner skattefrit om året. Intet er dog sparet ved denne ordning, selvom Forsvarsministeriet oven i yderligere betaler for Udenrigsministeriet nye prinseudgifter til tjenesterejser, kontor og repræsentation. Af hensyn til prinsens kongelige evner og øvrige aktivitet, er det nemlig nødvendigt også at
ansætte en
assisterende forsvarsattaché, der vel skal udføre det egentlige arbejde.
Prinsen har også nogle måske nyttige års erfaring fra det mere ordinære erhvervsliv, da han har arbejdet for A.P. Moller Maersk Group i Hongkong og Frankrig. Maersk er kendt for globale våbentransporter for hvemsomhelst - lige fra
Nordkorea til
USAs to sidste angrebskrige mod Irak.
Trods et statsligt job til prinsen fortsætter hermed privatiseringen af det danske kongehus, der jo længe har været
opkøbt i bidder gennem nærkontakt med "gavmilde" folk fra erhvervslivet. Det bliver interessant at se i hvor høj grad prins Joachim
fortsat lader sig indfedte, nu fra en stilling hvor våbenhandlens
indbyggede korruption kommer helt tæt på.
Tom Vilmer Paamand - juni 2020
Flere historier fra 2020...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Slut på frit at kunne nægte våbenproduktionHidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den
mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske
våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne
smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i
virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt
tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig
hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige
firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at
rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det
Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp
fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at
nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i
dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.Sletningen skete efter få dages
forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med
voldelige bofæller samt om passiv
rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens
løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
...
Aktuelle indlæg
...
UAktuelle indlæg